Brunello di Montalcino er en af Italiens mest prestigefyldte rødvine. Det er en vin, der i høj grad er elsket for sin dybde, elegance og lagringspotentiale. Den fremstilles udelukkende af Sangiovese-druer og kommer fra Montalcino-området i Toscana, hvorfor den ikke fremstilles andre steder.

Montalcino er kendt for at være et område, hvor klima og jordbund giver de bedste betingelser for at skabe en vin med stor kompleksitet og karakter. Derfor vil du opleve, at en god Brunello ofte byder på skønne noter af mørke kirsebær, tobak, læder og krydderier.

Hertil er der også tale om en vin, der har de rette egenskaber til at kunne udvikle sig rigtig flot over tid – både i flasken og i glasset. Det er en vin, der kræver tålmodighed og respekt, men som belønner dig med en oplevelse, der går langt ud over det sædvanlige.

I denne artikel guider vi dig til nogle af de bedste Brunello-vine på markedet. Uanset om du er garvet vinelsker eller ny i Brunello-verdenen, vil du derfor kunne vine et match herunder. Flere af vinene har endda udmærket sig ved at få flotte anmeldelser fra kritikere som James Suckling og Robert Parker.

Brunello di Montalcino 2017 – Sanlorenzo

  • Druesammensætning: 100 % Sangiovese
  • Lagring: 36 mdr. på store fade + 6 mdr. på flaske
  • Alkohol: Ca. 14-15 %
  • Vinstokke: Op til 40 år gamle, 500 meters højde
  • Anbefalet servering: 16-18 °C, gerne dekanteret 1-2 timer før

Brunello di Montalcino 2017 fra Sanlorenzo er et bevis på, hvad dedikation, terroir og erfaring kan udrette – selv i et vanskeligt år. Trods en udfordrende vækstsæson med hagl og hårde vejrforhold, har vinmager Luciano Ciolfi formået at skabe en Brunello, der ikke blot imponerer, men forfører.

Her får du derfor en italiensk vin, der viser, hvordan præcision og omhu kan overvinde naturens luner. Hvis du vil prøve noget af det bedste, som Montalcino og Brunello har at byde på, er dette helt afgjort ikke et dumt sted at starte.

Elegance med dybde og kompleksitet

Vinen åbner med rubinrød farve og en duft, der straks vækker sanserne. Den byder nemlig på en række noter af kirsebær, roser, teblade, skovbund og balsamico, der smyger sig ud af glasset, og er flankeret af en spændende flintet mineralitet. Det hele dufter ærligt og levende – intet overspil, kun balance.

På tungen er den silkeblød, rødfrugtet og frisk, ligesom den er båret rigtig godt af Sangioveses karakteristiske syre og klassiske tanniner, der er med til at give struktur uden at dominere. En vin med præcision, saft og et strejf af nervøsitet, men på den bedst tænkelige måde.

Håndværk i højderne

Vinstokkene, der giver frugt til denne vin, er op til 40 år gamle og vokser i 500 meters højde på San Lorenzos bedste sydvendte parceller. Druerne bliver både høstet og sorteret i hånden, og vinen får lov til at lagre i hele 36 måneder på store fade, hvilket sikrer både elegance og dybde.

Efter at være blevet fyldt på flaske, hviler den yderligere seks måneder, så alt får lov at finde sin plads. Sanlorenzos Brunello 2017 er en vin, der leverer stort, hvis du nyder den i dag. Det er dog også værd at påpege, at der her er tale om en vin, der har et tydeligt lagringspotentiale.

Brunello di Montalcino, La Mannella 2018 – Cortonesi

  • Druesammensætning: 100 % Sangiovese
  • Lagring: 36 måneder på slavonske egetræsfade
  • Beliggenhed: Nordvendte skråninger nær Montesoli, Montalcino
  • Stil: Rødfrugtet, mineralsk, elegant og kompleks
  • Anbefalet servering: 16-18 °C, gerne dekanteret i 1-2 timer før servering

Brunello di Montalcino La Mannella 2018 fra Cortonesi er en hyldest til det traditionelle håndværk og Montalcinos mest forfinede terroir. Vinen stammer fra en række ældre vinstokke, der er plantet på den kølige nordskråning nær det ikoniske Montesoli-område, hvor kalksten og sand dominerer jorden.

Det betyder, at producenten har haft gode betingelser for at skabe en vin med en rødfrugtet, mineralsk og let struktureret stil. Hvis du gerne vil have fingrene i en vin, der skiller sig ud i feltet af store Brunelloer, så er La Mannella 2018 fra Cortonesi et rigtig godt bud på netop dette.

Håndværk og balance

Alt starter i marken, hvor hver klase håndplukkes og udvælges med stor omhu, før druerne nænsomt gæres i temperaturkontrollerede ståltanke og gamle fade. Vinen lagres herefter i hele 36 måneder på store slavonske egetræsfade.

Det er ensbetydende med, at du er sikret en både ren, autentisk fortolkning af Sangiovese uden overvældende påvirkning fra fadlagringen. Samtidig bør det påpeges, at La Mannella 2018 fremstår både lys og gennemsigtig rød i glasset, hvilket er helt klassisk for kølig Sangiovese.

Duft, smag og finesse

Duften er dybt nuanceret og dragende, hvor den byder på noter af kirsebær, hindbær, lakrids, blomme, mynte og støvet mineralitet. I munden folder vinen sig smukt ud med saftig, lagdelt frugt, fin syre og en sprød tanninstruktur, der formår at bære vinen i en imponerende lang og præcis eftersmag.

Denne årgang viser Cortonesi fra sin mest elegante side. Derfor skal der selvfølgelig heller ikke være nogen tvivl om, at det er en vin for alle dem, der værdsætter klassisk struktur, finesse og dybde i perfekt samspil.

Brunello di Montalcino, Poggiarelli 2017 – Cortonesi

  • Druesammensætning: 100 % Sangiovese
  • Oprindelse: Enkeltmark i sydøstlige Montalcino (420 m højde)
  • Lagring: 12 mdr. franske tonneaux, 24 mdr. slavonske fade, 12 mdr. flaske
  • Smagsprofil: Røde og mørke bær, blomster, tobak, flintet mineralitet
  • Servering: 16–18 °C – gerne dekanteret 1-2 timer før servering

Poggiarelli 2017 fra Cortonesi er en kraftfuld og moderne fortolkning af Brunello di Montalcino. Du får her en vin, der er frembragt fra den stenede og malmholdige jord i den sydøstlige del af Montalcino, hvor markerne ligger i 420 meters højde.

Her giver det unikke terroir vinene en intensitet, struktur og mineralitet, der adskiller sig markant fra vingårdens mere klassiske La Mannella-vin. Det er dog slet ikke ensbetydende med, at du ikke får en god oplevelse med denne vin. Tværtimod er der garanti for at få en oplevelse i særklasse.

Moderne vinifikation og lang lagring

Poggiarelli er ikke blot en vin, men et udtryk for omhyggelig kunst skabt af en gruppe dygtige vinmagere. Vinen gennemgår intet mindre end 36 måneders fadlagring, hvoraf de første 12 måneder foregår på 500-liters franske tonneaux, og de næste 24 måneder sker på store slavonske fade.

Til sidst modner denne italienske rødvin også et helt år på flaske. Resultatet er en vin med dybde og finesse, hvorfor du får et perfekt samspil mellem fransk præcision og toscansk tradition. Og det er naturligvis også tilstrækkeligt til at give dig en unik smagsoplevelse.

Duft, smag og struktur

I næsen mødes man af intense aromaer af kirsebær, viol, blåbær, tobak og flint, der straks varsler en kompleks oplevelse. I munden byder Poggiarelli 2017 på en fyldig og fløjlsblød frugt, der tilmed løftes til et helt nyt niveau af sprød syre og ranke tanniner, der sikrer både balance og længde.

Det er en velstruktureret og levende Brunello, hvor den saftige frugt og den stenede mineralitet spiller perfekt sammen. Årgang 2017 er allerede harmonisk og tilgængelig på nuværende tidspunkt, men den vil helt afgjort vinde yderligere kompleksitet og dybde med nogle års lagring.

Brunello di Montalcino, Bramante Riserva 2016 – Sanlorenzo

  • Druesammensætning: 100 % Sangiovese
  • Lagring: 36 mdr. på store fade + 2-3 år på flaske
  • Oprindelse: Sydvestlige Montalcino, 500 m højde
  • Smagsnoter: Kirsebær, viol, lakrids, skovbund, urter
  • Lagringspotentiale: 15+ år i kælderen

Bramante Riserva 2016 fra Sanlorenzo er et godt valg for dig, der ikke blot er på jagt efter endnu en vin til din vinkælder. Her får du nemlig en Brunello, der kan bryste sig af at være flere generationers ekspertise og udvikling kombineret i én flaske.

Luciano Ciolfi har med denne Brunello skabt en emotionel hyldest til sin bedstefar og vingårdens grundlægger. Og med årgang 2016, som af mange regnes som den bedste i nyere tid i Toscana, kunne rammen ikke være mere perfekt.

Storhed fra højderne

Druerne til Bramante Riserva hentes fra op til 40 år gamle stokke, der gror i cirka 500 meters højde på de sydvestvendte marker omkring Montalcino. Det giver både struktur, syre og kompleksitet. Høsten foregår naturligvis i hånden, og kun de bedste druer bliver taget med videre til vinificeringen.

Efter en lang gæring og skånsom ekstraktion, bliver denne Brunello lagret i hele 36 måneder sur lie, hvilket foregår i store brugte slavonske fade, før den får yderligere 2-3 år på flaske. Resultatet er en vin med både dybde og finesse, men også en rødvin med et rigtig godt lagringspotentiale.

Elegance og intensitet i perfekt balance

I glasset fremstår Bramante Riserva 2016 med en transparent rubinrød farve og en næse fuld af liv. Når du dufter til denne vin, vil du derfor straks blive mødt af en kombination af modne kirsebær, viol, tobak, skovbund og sød lakrids.

Smagen er intens og dyb, men med silkebløde tanniner og livlig syre, som løfter den modne frugt og urtede kompleksitet op på et sublimt niveau. Hvis en vin med en lang, vedholdende og fokuseret eftersmag er noget for dig, så vil du helt afgjort komme til at sætte stor pris på denne vin.

Gaja Brunello di Montalcino Pieve 2017

  • Druesammensætning: 100 % Sangiovese
  • Lagringspotentiale: 10-15 år
  • Bedømmelser: 96p Decanter, 95p WE/Suckling, 93p Parker
  • Aromaprofil: Kirsebær, roser, lakrids, skovbund, krydderi
  • Perfekt til: Vildt, lam, modne oste, svampe og pasta med ragu

Når Gaja sætter sit navn på en Brunello di Montalcino, ved man, at det er alvor. Pieve 2017 fra Gajas ejendom Pieve Santa Restituta er endnu et bevis på, hvorfor Gaja-navnet er synonym med storhed og præcision, når det kommer til italiensk vin.

Denne årgang er desuden kendt for at kombinere intensitet og elegance i en vin, der allerede imponerer. Har du tålmodighed til at vente, så er det også en vin, der bliver bedre med tiden. Leder du efter gode emner til lagringen i kælderen, er Gaja Brunello di Montalcino Pieve 2017 derfor værd at overveje.

Udvalgte marker og terroir i spil

Vinen er skabt på ren Sangiovese fra flere nøje udvalgte parceller. Det betyder, at der kun er gjort brug af druer fra den nordøstlige Deserti-mark nær Torrenieri, med sand, ler og tuf, samt fra Sugarille og Rennina, der ligger sydvest for Montalcino.

Kombinationen af disse terroirs giver en kompleks og struktureret vin med både aromatisk finesse og fyldig dybde. Det har naturligvis også betydning for dens duft, hvorfor den i næsen folder sig ud med noter af vilde roser, kirsebær og krydderier, hvilket er ledsaget af et diskret præg af eg. 

Duft og smag i perfekt balance

I munden opleves en klassisk tørhed og markante, men også modne tanniner, der med iltning åbner op for sødmefulde frugter som brombær og kirsebær. Hertil byder den også på et strejf af lakrids, læder og skovbund. Eftersmagen er lang, harmonisk og præget af mineralitet.

Gaja Pieve 2017 kommer ikke til bare at være endnu en vin til din kælder. Det er en vin, der ses som et udtryk for italiensk vinmagerkunst på højeste niveau. Server den til lam, trøffelretter, vildt eller en kraftig ragu, hvis du vil være sikker på at tage både din vin- og madoplevelse til det højeste niveau.

Tenuta Il Poggione Brunello di Montalcino 2018

  • Drue: 100 % Sangiovese
  • Lagring: Store slavonske fade, 36+ måneder
  • Bedømmelser: 97p Parker, 96p Suckling, 95p Wine Spectator, 94p Decanter
  • Servering: 18°C, gerne dekanteret
  • Perfekt til: Vildt, bøf, lam, modne oste

Tenuta Il Poggione er et navn, der vækker genklang hos enhver, der er helt vild med Brunello. Franceschi-familien har rødder tilbage til slutningen af 1800-tallet og var en af de første producenter til at sende Brunello di Montalcino på markedet.

Derfor bør der naturligvis ikke være nogen tvivl om, at familien har cementeret Il Poggiones status som én af de mest pålidelige og prestigefyldte producenter i området. Hvis du vil være sikker på at opleve Brunello fra sin bedste side, så er det oplagt at vælge denne vin.

Tradition og terroir i harmoni

Brunello di Montalcino 2018 fra Il Poggione er lavet på 100 % Sangiovese, der er dyrket i de bakkede landskaber omkring Sant’Angelo. Vinen udtrykker årgangens varme karakter, men samtidig har den også en finesse og balance, som kun de bedste producenter formår at frembringe.

Den lagres traditionelt på store slavonske fade, som bevarer druens rene udtryk og tilføjer kompleksitet uden at overdøve. Det medvirker til, at du får en smagsoplevelse, der er synonym med Brunello. Desuden kan du forvente at få en vin, der er klassisk rubinrød med dybde og glød.

Intens, fyldig og fløjlsblød

Næsen byder på modne røde kirsebær, læder, urter og en snert af vanilje og tobak. I munden er vinen rig og koncentreret, men balanceres af silkebløde tanniner og en levende syre. Den afslutter med en lang, harmonisk eftersmag, der gør den både nydelig nu og ideel til lagring i de kommende år.

Il Poggione 2018 kan bruges til talrige formål, men det er naturligvis værd at påpege, at den passer perfekt til bøf, lam, vildtretter og lagrede oste. Det er en vin, der både kan løfte festmåltidet og forkæle den garvede vinsamler.

Angelo GAJA Brunello di Montalcino 2018 – Pieve Santa Restituta

  • Drue: 100 % Sangiovese
  • Alkohol: Ca. 14,5 %
  • Lagring: Store og små fade, herefter flaske
  • Anbefalet servering: 18 °C, gerne dekanteret
  • Bedømmelser: 97p Parker, 95p Suckling, 94p Decanter, 94p Wine Enthusiast, Vivino 4.5

Angelo Gaja er et navn, der vækker respekt og beundring i hele vinverdenen – og med denne Brunello fra Pieve Santa Restituta viser han endnu engang sit mesterskab. Ejendommen, der er opkaldt efter en kirke fra 1100-tallet, har under Gajas ledelse udviklet sig til én af de mest toneangivende i Montalcino.

Årgang 2018 er især værd at have med i dine overvejelser, hvis du vil forkæle dig selv med en rigtig god Brunello. Her er du nemlig sikker på at få en vin, der på bedste vis formår at kombinere både elegance, kompleksitet og kraft.

Nænsomt håndværk og historisk terroir

Druerne til denne Brunello stammer fra 25 hektar egne marker, hvor Gaja har optimeret både beplantning og vinifikationsmetoder. Vinen er lavet på 100 % Sangiovese, der naturligvis alle er høstet med håndkraft og vinificeret med respekt for traditionen.

Gæringen sker under kontrolleret temperatur, og lagringen foregår delvist på store fade og delvist på mindre træ. Derfor får du en vin med en elegant struktur uden overvældende fadpræg, hvilket er noget, som rigtig mange faktisk foretrækker.

Forførende aromatik og harmonisk balance

Brunello di Montalcino 2018 åbner med duftnoter af vilde roser, kirsebær, skovbund og mild krydderi. Efter lidt iltning træder mørkere bær og engelsk lakrids frem. I munden er vinen først stram og fokuseret med markante tanniner, men udvikler hurtigt en blød tekstur og en kompleks frugtprofil.

Den lange, mineralske eftersmag afslører både vinens dybde og potentiale. Vinen fungerer desuden som en ideel ledsager til både okse, vildt, trøffelpasta eller modne oste. Samtidig har den et stort lagringspotentiale, hvorfor du roligt vil kunne lade den ligge i kælderen de næste par årtier.

Caparzo 2016, LA CASA Brunello di Montalcino

  • Drue: 100 % Sangiovese
  • Lagring: Min. 2 år på franske tonneaux og fade, min. 4 mdr. flaskelagring
  • Vivino Rating: 4.6
  • Årgang: 2016 – en referenceårgang i Toscana
  • Servering: 18 °C, gerne dekanteret i god tid

La Casa 2016 fra Caparzo er en vin, der kan bryste sig af at være et udtryk for terroirets kraft og præcision i Montosoli, som er et af Montalcinos mest berømte vinområder. Denne Brunello kommer fra en blot to hektar stor sydøstvendt parcel, hvor jordbunden er rig på sandsten, skifer og fossiler.

Dette er årsagen til, at vinen byder på en meget karakteristisk struktur og mineralitet. Årgang 2016 har i øvrigt opnået legendarisk status i Toscana, og Caparzo har her skabt et mesterværk, hvorfor du bestemt ikke vil blive skuffet over valget af denne rødvin.

Elegance møder intensitet

Vinen er fremstillet på 100 % Sangiovese, der høstes med stor omhu og gennemgår klassisk gæring efterfulgt af 10-15 dages skindkontakt. Den malolaktiske gæring sker spontant, og vinen lagres i mindst to år på franske tonneaux og store fade, hvilket efterfølges af flaskelagring i minimum fire måneder.

I glasset præsenterer La Casa sig med dyb rubinrød farve, der med alderen bevæger sig mod det granatrøde. Duften er kompleks og dyb med noter af vilde kirsebær, tørrede blomster, krydderier, vanilje og lakrids, hvilket betyder, at det er en oplevelse i sig selv at dufte til den italienske rødvin.

Velegnet til mad og lagring

Smagen er fyldig, men samtidig præcis og fokuseret. Du er også sikker på at møde silkebløde, modne tanniner og en forførende balance mellem syre og frugt. Eftersmagen er lang, elegant og let balsamisk, hvilket er blandt kendetegnene for nogle af de bedste Brunelloer på markedet.

La Casa 2016 er en vin med stor struktur og et rigtig godt lagringspotentiale. Den bør iltes i 1-2 timer inden servering og er sublim til grillet kød, vildt, modne oste og retter med trøfler eller svampe. Du kan dog også sagtens nyde den for sig selv, hvis du vil forkæle dig selv eller dine gæster med et godt glas.

Il Poderuccio Brunello Di Montalcino 2011

  • Drue: 100 % Sangiovese
  • Produktion: Kun 2.000 flasker årligt
  • Lagring: 4 år, heraf 2 på træfade
  • Årgang: 2011
  • Serveringstemperatur: 16–18 °C, åbnes 1 time før servering

Il Poderuccio Brunello di Montalcino 2011 er en vin, der byder på et unikt udtryk for passion, håndværk og terroir fra Montalcinos absolut mindste producent. Med en årlig produktion på blot 2.000 flasker, er denne vin en sjældenhed, der afspejler både dedikation og præcision.

Bag flasken står vinmageren Giorgio Giardi, hvis erfaring og kærlighed til Sangiovese stråler igennem i hver eneste dråbe. Hvis du vil være sikker på at få fingrene i noget særligt, så er Il Poderuccio Brunello Di Montalcino 2011 et godt bud på grund af den meget begrænsede produktion.

Moden, rund og dybt tilfredsstillende

Årgang 2011 præsenterer sig med en fløjlsrød farve og en duft, der straks vækker dine sanser. Når du dufter til den, vil du med det samme blive mødt af noter af modne mørke bær, tørrede figner, vanilje og et strejf af ristet mokka.

Vinen er lagret i minimum fire år, hvoraf to af disse foregår på træfade, hvilket har givet den en elegant, afrundet struktur og en imponerende dybde. Smagen er fyldig og cremet, og byder på modne tanniner samt en silkeblød finish, der efterlader et langt, harmonisk indtryk.

En vin med tid og karakter

Il Poderuccios marker ligger højt i landskabet omkring Montalcino, hvilket er en placering, der sikrer mere koncentrerede og raffinerede druer. Den høje beliggenhed giver også vinene en friskhed og elegance, der gør dem særligt velegnede til lagring.

Denne vin kan nydes nu eller gemmes i op til 15 år, hvis du har tålmodighed til at lade den ligge i kælderen. Du bør servere denne vin ved en temperatur på 16 til 18°C og gerne efter 1 times iltning. Den er perfekt til grillet kød, fjerkræ, retter med kål og nødder – og endda stegt fisk med fede saucer.

Azienda Monaci Brunello Di Montalcino 2019

  • Drue: 100 % Sangiovese
  • Årgang: 2019
  • Produktion: Kun 5.000 flasker årligt
  • Lagring: Minimum 4 år på egetræsfade
  • Servering: 16–18 °C, iltes før servering

Med en produktion på kun 5.000 flasker årligt er Azienda Monaci Brunello di Montalcino 2019 en vaskeægte mikroproduktion. Samtidig er denne vin også et glimrende bevis på, at stor vin ikke kræver stor skala.

Vingården drives af Loriano Monaci og hans kone Rosalba, der i 2010 besluttede at skabe vin under eget navn, efter årtiers erfaring med vinproduktion for andre i Montalcino. Resultatet blev en Brunello, der har formået at løfte barren og cementere Monaci som et navn, der er værd at holde øje med.

Et udtryk for en historisk årgang

Årgang 2019 er blevet udråbt som en af de bedste i mands minde i Montalcino, hvorfor det er oplagt at fokusere på at finde en vin fra denne årgang. Det kan med fordel være denne, da Monaci må siges at have udnyttet dette til fulde.

Kun de bedste Sangiovese-druer fra egne marker blev udvalgt til denne vin, som efter reglerne for DOCG Brunello di Montalcino har gennemgået en fire år lang modning på egetræsfade, før den blev tappet. Derfor er der garanti for at få en vin med stor dybde og en helt særlig karakter.

Elegance med dybde

Monacis Brunello 2019 byder på en fyldig, velafbalanceret og elegant smagsprofil, hvor klassiske noter af modne kirsebær, vanilje og kakao dominerer duften. Smagen er fløjlsblød, men den har også både karakter og struktur nok til at klare lagring og kraftfulde retter.

Tanninerne er velpolerede, og eftersmagen dvæler med diskrete krydderier og strejf af tobak. Hvis du vil være sikker på at få det maksimale ud af den, bør du servere den ved 16 til 18 °C – og meget gerne efter en times iltning. Nyd den til grillet kød, fjerkræ, modne oste eller endda fed fisk med fyldige saucer.

Hvad kendetegner en Brunello?

Når du åbner en flaske Brunello di Montalcino, er det ikke bare en vilkårlig flaske vin, du åbner for. Derimod får du en flaske vin, der kan bryste sig af at være et udtryk for toscansk vintradition i sin reneste form, hvorfor det naturligvis er et tiltalende valg for rigtig mange.

Brunello er en vin, der er kendt for at byde på både karakter, dybde og historie, og det mærker du naturligvis i dens duft, smag og struktur. Den fremstilles udelukkende af Sangiovese-druer, som i Montalcino kaldes Brunello, og det er netop her, vinens navn stammer fra.

Renhed og kompleksitet i smagen

Du vil hurtigt få øjnene op for, at Brunello er en vin med en særlig elegance og intensitet. Den har en dybrød farve med granatrøde nuancer og en kompleks aroma, der ofte byder på noter af modne kirsebær, blommer, læder, tobak og tørrede urter.

Når du smager på vinen, vil du også opleve en vin med markante tanniner, tydelig syre og stor dybde. Den er tør, men med en rund og fyldig fornemmelse i munden, hvilket er med til at gøre den til en vin, du kan nyde over lang tid. Det gælder også, hvis du ønsker at opbevare den i din vinkælder.

Lang lagring – og stor tålmodighed

En af de ting, der virkelig kendetegner Brunello, er dens store krav til lagring. Ifølge reglerne skal vinen lagres i mindst fem år før frigivelse, hvoraf minimum to år skal foregå på egetræsfade, mens yderligere fire måneder skal ske på flaske.

Denne lange lagring giver vinen mulighed for at udvikle sine komplekse aromaer og forfine sin struktur. Mange Brunello-vine kan derfor uden problemer gemmes i 10 til 20 år, og nogle kan endda gemmes endnu længere, hvis du føler dig tålmodig nok til at gøre dette.

Vin med personlighed og oprindelse

Brunello er ikke bare en druesort eller en vintype – det er nemlig også et helt særligt sted. Montalcino har et unikt mikroklima og en særlig jordbund, der giver Sangiovese-druen optimale betingelser. Det er selvfølgelig derfor, at det ikke er mulig at lave Brunello andre steder i verden.

Når du drikker Brunello, smager du med andre ord ikke bare på vinen, men også på landskabet, solen og den toscanske jord. Det er netop dét, der gør Brunello til noget særligt. Og når du først har oplevet den én gang, vil det udvikle sig til at være en vin, du bliver ved med at vende tilbage til.

Hvordan fremstilles en Brunello?

Når du drikker en Brunello di Montalcino, kan du nyde at drikke en vin, der er resultatet af en lang og traditionsrig proces. Der er tale om en vin, der er kendetegnet ved, at intet er blevet overladt til tilfældighederne.

Brunello er samtidig en vin med meget strenge krav til produktion, og det mærker du naturligvis i både smag og kvalitet. Det er en vin, der kræver tid, tålmodighed og dygtighed fra producentens side. Og det er selvsagt noget, som du både kan dufte og smage, når du vælger en god flaske Brunello.

Kun én drue – Sangiovese

Brunello fremstilles udelukkende af Sangiovese Grosso, der er en særlig variant af Sangiovese-druen, der vokser i og omkring byen Montalcino i det sydlige Toscana. Druen er kendetegnet ved at byde på en tyk skal og høj syre, hvilket gør den velegnet til lang lagring.

Når du drikker Brunello, er du sikker på at kunne smage en 100 % ren drue, da der ikke er tale om hverken blandinger eller kompromiser. Derfor er der også tale om en rødvin, der er svær at sidestille med noget andet.

Gæring og første lagring

Efter høsten gennemgår druerne en omhyggelig sortering, hvorefter de gæres i temperaturkontrollerede ståltanke eller cementkar. Her omdannes sukkeret til alkohol, ligesom det er en periode, hvor både smag og farve får lov til at udvikle sig.

Efter endt gæring lagres vinen i store egetræsfade – ofte slavonsk eg – i minimum to år. Den første fase med lagring anvendes til at tilføre vinen en særlig struktur, dybde og de karakteristiske noter af læder, tobak og tørrede krydderurter.

Flaskelagring og modning

Når fadlagringen er færdig, tappes vinen på flaske og skal herefter modne yderligere – det skal efter reglerne ske i mindst fire måneder, men ofte bliver det til længere tid. I alt skal en Brunello lagres i minimum fem år, før den må sælges som Brunello di Montalcino. For en Riserva skal lagringen være mindst seks år.

Produktionen af Brunello er ikke bare vinfremstilling, men også et udtryk for stolt toscansk tradition. Når du vælger en Brunello, vælger du en vin, der er blevet til gennem dedikation, årtiers erfaring og respekt for jorden. Det er netop derfor, den skiller sig ud – og hvorfor der er garanti for at få noget helt særligt.

Hvad er de bedste Brunello-årgange?

Når du vælger en Brunello, er der naturligvis flere forskellige faktorer, du skal have fokus på. Du kan dog ikke komme udenom, at årgangen har stor betydning for vinens smag, struktur og lagringspotentiale. Derfor vil det være en fordel at holde dig til årgange, der er kendt for at levere god vin.

Årsagen til dette er, at vejrforholdene i Montalcino spiller en afgørende rolle for druerne, og selv små forskelle fra år til år kan mærkes tydeligt i både smag og duft. Hvis du vil have den bedst mulige oplevelse, er det derfor værd at sætte dig ind i, hvad der er de mest anerkendte årgange.

Store årgange med høj kvalitet

Nogle år skiller sig ud som værende særligt exceptionelle, hvilket er gældende blandt både vinelskere og vinanmeldere. Her bør du især holde øje med 2010, 2015 og 2016. Disse år var præget af perfekt modning, god balance mellem varme og nedbør, og stabile vejrforhold i høstperioden.

Resultatet er vine med både kraft, finesse og lang levetid. Hvis du vil købe Brunello til lagring eller en særlig lejlighed, er disse årgange sikre valg. I denne forbindelse er det naturligvis også værd at påpege, at vine fra de bedste årgange, har en tendens til at være en kende dyrere.

Lovende nyere årgange

Årgang 2019 er også en årgang, der allerede nu bliver beskrevet som værende særdeles lovende, selvom mange af vinene stadig er unge og på vej på markedet. Også 2018 og 2020 vurderes som solide årgange, hvilket især vil være et godt valg for dig, der gerne vil drikke vinen inden for de næste par år.

Her får du ofte mere tilgængelige vine, som er drikkeklare tidligere og ikke kræver lige så lang lagring. Dette vidner naturligvis også om, at du bør vælge årgang med omhu, men samtidig også have fokus på, hvad der giver bedst mening for dit vedkommende.

Undgå svage årgange – eller vælg producent med omhu

Ikke alle år er lige stærke. Sådan er det i alle regioner. Derfor er det naturligvis også sådan, det forholder sig for Brunello. For eksempel var 2014 præget af ustabilt vejr og regn i vækstsæsonen. Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal undgå vine fra disse år, men du er nødt til at vælge med omhu.

Vil du vælge en vin fra en sådan årgang, bør du i så fald vælge en producent, du har tillid til. Det skyldes naturligvis, at dygtige vinmagere stadig formår at skabe kvalitet i svære år. Kort sagt: Hvis du vælger en god årgang, får du det bedste ud af din Brunello – og en vinoplevelse, der kan blive noget helt særligt.

Hvilke Brunello-producenter er mest kendte?

Når du leder efter en Brunello di Montalcino af høj kvalitet, er det en god idé at vælge en vin fra en af de producenter, der har markeret sig som nogle af de bedste. Der findes mange rigtig gode vingårde i Montalcino, men nogle navne skiller sig særligt ud fra mængden.

Der kan være flere grunde til, at en vingård har formået for alvor at markere sig. Som regel er det dog på grund af deres historie, håndværk og konsekvent høje niveau. Hvis du vælger vin fra en anerkendt producent, øger du dine chancer for at få en vellykket vinoplevelse.

Ikoniske producenter med stolte traditioner

Et af de mest kendte navne inden for Brunello er Biondi-Santi, som også betragtes som selve grundlæggeren af Brunello-vinen i dens moderne form. Familien har lavet vin i Montalcino siden 1800-tallet og står bag nogle af de mest lagringsværdige og klassiske udgaver.

Hvis du vil være sikker på at få muligheden for at smage Brunello i sin mest traditionelle og elegante stil, er Biondi-Santi et godt sted at starte. En anden højt respekteret producent er Castello Banfi, der dog særligt er kendt for at kombinere innovation og skala med høj kvalitet.

De tilbyder både mere tilgængelige Brunello-vine og eksklusive enkeltmarksvine, hvilket gør producenten til et godt bud for både nye og erfarne vindrikkere.

Moderne stilarter og kompromisløs kvalitet

Producenter som Casanova di Neri, Valdicava og Altesino er kendt for deres mere moderne tilgang til Brunello. De fokuserer ofte på dybde, kraft og struktur, men de har samtidig et stort fokus på at bevare områdets typiske karakter.

Casanova di Neri har især markeret sig internationalt og har høstet flere gode anmeldelser for deres intense og komplekse vine. I sidste ende vil du opdage, at hver producent i området har sin egen stil. Nogle går efter finesse og mineralitet, mens andre i stedet går efter fylde og rigdom.

Det bedste, du kan gøre, er at smage dig frem. Når du finder en producent, der formår at matche dine smag på en god måde, åbner der sig en verden af variationer inden for én og samme vin. Derfor vil det naturligvis være en fordel, hvis du er åben for at eksperimentere lidt.

Brunello og mad: Hvad egner den sig til?

Brunello di Montalcino er ikke bare en vin, der egner sig rigtig godt til at blive nydt for sig selv. Det er også en vin, du kan bruge sammen med mad. Med sin kraftfulde krop, modne tanniner og dybe smagsprofil er Brunello som skabt til at ledsage mad med intensitet og dybde.

Når du vælger at servere Brunello til maden, vælger du samtidig en vin, der kan løfte hele oplevelsen og skabe balance mellem glas og tallerken. Selvom det er en alsidig vin, er det vigtigt at understrege, at den naturligvis ikke egner sig til alle typer mad.

Kødretter med struktur

Du vil opleve, at Brunello især gør sig godt sammen med rødt kød. Dens høje tanninindhold og markante syre gør den perfekt til retter med fedme og struktur. Derfor vil det eksempelvis være et stort hit at servere denne vin sammen med grillet oksekød, vildt eller lammekølle.

Den er god til at skære igennem fedtet og forstærke kødets smag uden at blive overdøvet. Retter med svampe, trøffel eller reducerede saucer fungerer også rigtig godt sammen med denne vin, da de spiller op mod vinens komplekse noter af læder, tobak og modne kirsebær.

Langtidsstegt og klassisk italiensk mad

Brunello er oplagt til simre- og gryderetter, hvor smagen får lov at udvikle sig over tid – præcis som vinen selv. Tænk osso buco, ragù med vildt eller en klassisk toscansk boeuf. Vinen spejler den dybde og langsommelighed, som disse retter rummer, og skaber en særlig oplevelse, hvor intet føles forhastet.

Oste og modning i samspil

En anden god kombination er lagrede oste, der matcher vinens modne karakter. Parmigiano Reggiano, pecorino eller en fast gedeost passer som hånd i handske med denne vin. Her vil dens syre og struktur hjælpe med at rense munden og fremhæve ostens saltede og nøddeagtige smag.

Mad med mening

Brunello er en vin, du drikker til måltider, hvor der er tænkt over detaljerne. Den kræver ikke fine formler, men den trives bedst, når retten har karakter og dybde. Når du matcher Brunello med den rette mad, opstår en synergi, hvor begge dele bliver lidt bedre.

Hvis du er på jagt efter den bedste Brunello di Montalcino til en særlig ret, er det værd at læse nærmere om, hvad hver enkelt vin egner sig til at blive sat sammen med. Der kan være forskel på de enkelte vine, der betyder, at de egner sig bedre til nogle retter end andre.

FAQ

Hvad kendetegner en god Brunello di Montalcino?

En god Brunello har kompleks aroma, smag af kirsebær, tobak og krydderi, høj syre og faste tanniner. Den er balanceret, lagringsværdig og har en elegant eftersmag.

Er der regler, en Brunello di Montalcino skal overholde?

Ja, den skal laves af 100 % Sangiovese Grosso, lagres mindst fem år (seks for Riserva) og opfylde strenge DOCG-krav for oprindelse, alkoholprocent og produktionsmetode.

Hvad koster en god Brunello?

En god Brunello koster typisk mellem 300 og 600 kr. Prisen afhænger af producent, årgang og lagring, men topvine og Riserva-udgaver kan koste væsentligt mere.

Hvad er den bedste Brunello?

Producenter som Biondi-Santi, Casanova di Neri og Valdicava anses ofte for at lave de bedste Brunello-vine, men ‘den bedste’ afhænger af din personlige smag.

Andre artikler