Når du står med en flaske Primitivo i den ene hånd og en Zinfandel i den anden, kan det være svært at se forskellen – for det er faktisk den samme drue. Alligevel er der forskel på de vine, du får i glasset. Klima, jordbund og traditioner spiller nemlig en stor rolle i forhold til både smag, stil og karakter.
I denne artikel får du mulighed for at blive meget klogere på, hvordan Primitivo og Zinfandel adskiller sig – og hvorfor det giver mening at kende til disse forskelle, selvom druens DNA er identisk. Det handler nemlig ikke kun om navnet, men også om vinens sjæl og udtryk.
Hvad er Zinfandel?
Zinfandel er en druesort, der er meget svær at komme udenom, hvis du er glad for smagfulde og intense vine. Den forbindes ofte med USA, men dens historie og karakter er langt mere kompleks, end du måske er klar over.
Hvad er historien bag Zinfandel?
Når du hører ordet Zinfandel, er det meget naturligt, at dine tanker helt automatisk bevæger sig i retning af Californien. Det giver god mening, hvis det også er tilfældet for dig, for netop her har druen fundet sit store gennembrud.
Men faktisk stammer Zinfandel slet ikke fra USA. I mange år var man ikke klar over præcist, hvor den kom fra, men DNA-analyser i 1990’erne afslørede, at Zinfandel er genetisk identisk med Primitivo fra Italien – og endnu tidligere med en drue kaldet Crljenak Kastelanski fra Kroatien.
Druen kom formentlig til USA i 1820’erne via Østrig og blev hurtigt populær i Californien. Her viste den sig at trives fantastisk i det solrige klima. Under guldfeberen i midten af 1800-tallet blev den plantet flittigt og har siden været en af Californiens mest kendte druer.
Det interessante er, at selvom Zinfandel og Primitivo teknisk set er samme drue, så adskiller vinene sig i smag og stil. Det handler dog ikke om de to druer i sig selv, men derimod om de store forskelle i forhold til henholdsvis klima, vinifikation og tradition.
Zinfandel er altså et godt eksempel på, hvordan en drue kan tage farve af det sted, den dyrkes, og hvordan den kan få en helt ny identitet, selvom den genetisk er den samme som en anden drue. For dig betyder det, at du får en vin med historie, dybde og personlighed – og det bør du naturligvis værdsætte.
Hvor bliver Zinfandel dyrket?
I dag finder du primært Zinfandel i Californien, da det også er i denne region, at druen for alvor har fået sin status som nationaldrue. Du støder især på den i områder som Napa Valley, Sonoma County og Lodi, hvoraf sidstnævnte er kendt for at producere nogle af de mest kraftfulde og koncentrerede udgaver.
Klimaet her giver optimale forhold for druen, der har vist sig at trives rigtig godt med både sol og varme. Derudover dyrkes Zinfandel i mindre mængder i andre amerikanske stater som Oregon og Washington, ligesom lande som Mexico og Sydafrika også har taget druen til sig.
Til trods for dette, så er det fortsat Californien, der dominerer produktionen og sætter standarden for, hvordan Zinfandel smager og udvikler sig. Zinfandel-vinstokke i Californien har ofte mange år på bagen, og der findes endda nogle, der er over 100 år gamle.
De gamle vinstokke giver mindre udbytte, men til gengæld får du mere koncentreret frugt og kompleksitet i vinen. Du vil i nogle tilfælde også kunne møde betegnelsen ‘Old Wine Zinfandel’ på etiketten af en vin, som netop refererer til vin lavet på druer fra gamle stokke.
Selvom Zinfandel har europæiske rødder, har den i den grad fundet sit hjem på den anden side af Atlanten. Den repræsenterer det californiske vinlandskab på sin helt egen måde, hvilket du tydeligt vil kunne mærke, hvis du giver dig selv en chance for at smage på den.
Hvordan smager Zinfandel-vine?
Zinfandel er kendt for sin store frugtighed og intense smag. Når du hælder et glas op, bliver du mødt af aromaer som brombær, solbær, blåbær og modne blommer. I mange udgaver kommer der også noter af lakrids, sort peber, krydderier og undertiden endda et hint af vanilje eller chokolade.
Sidstnævnte vil dog især gøre sig gældende, hvis vinen har været lagret på egetræ i en længere periode. Smagsmæssigt er Zinfandel generøs og fyldig. Den kan både være blød og rund i munden eller mere struktureret og krydret, alt efter hvordan den er produceret.
Alkoholindholdet ligger typisk højt – ofte over 14 procent – hvilket giver varme og dybde i eftersmagen. Du kan også støde på ‘White Zinfandel’, som er en sødmefuld rosévin lavet på samme drue, men den har en helt anden karakter og drikkes som regel som en kølig forfriskning på en varm sommerdag.
Zinfandel passer godt til mange typer mad, men den er dog især god til retter med lidt fedme og krydderi. Grillkød, ribs, pulled pork eller en spicy pizza har vist sig at spille rigtig godt sammen med vinens sødmefulde frugt og krydret varme.
Men det er dog værd at nævne, at du også sagtens kan nyde den i form af et glas for sig selv en kold aften, da den har masser af smag, som står godt alene. Alt i alt er Zinfandel en vin, der taler direkte til dine sanser. Den er let at holde af og et godt valg for dig, der sætter pris på kraft og karakter i glasset.
Hvad er Primitivo?
Primitivo er en rød druesort, der især bliver sat i forbindelse med det varme Syditalien. Hertil er der også tale om en drue, som de fleste forbinder med vine, der byder på både masser af fylde, moden frugt og kraft.
Men bag det lidt rustikke navn gemmer der sig en kompleks og historisk interessant vin, der har vundet hjerter i hele verden. Herunder kan du få et godt overblik over Primitivos historie, udbredelse og smagsprofil. Dermed kan du finde ud af, hvad du går ind til med valget en flaske med denne drue.
Hvad er historien bag Primitivo?
Du har måske lagt mærke til, at Primitivo og Zinfandel minder en del om hinanden – og det er der en god grund til. DNA-forskning har vist, at de faktisk er én og samme druesort. Oprindelsen kan spores tilbage til Kroatien, hvor druen kendes under navnet Crljenak Kastelanski.
Herfra fandt den vej til Italien i 1700-tallet, hvor den blev kendt som Primitivo, og noget senere – i 1800-tallet – kom den til USA, hvor den blev døbt Zinfandel. Derfor er der faktisk ikke tale om to forskellige druer, men derimod en og samme drue, der blot bliver dyrket under vidt forskellige forhold.
Navnet Primitivo stammer fra det latinske ord ‘primativus’, der betyder ‘tidlig modnende’. Det henviser naturligvis til druens evne til at modne før mange andre sorter. Det har givet vinbønder i Syditalien en fordel, da det er muligt for dem at høste disse druer, før den værste sommervarme sætter ind.
Mens Zinfandel har fået sit gennembrud i Californien, har Primitivo haft en noget mere ydmyg tilværelse. Først i nyere tid er den blevet anerkendt som en drue af høj kvalitet, hvilket især er sket takket være engagerede vinproducenter i Apulien (Puglia).
De seneste år har disse producenter nemlig valgt at investere tungt i moderne produktion og mere præcis vinificering. Resultatet er, at Primitivo i dag ikke længere kun er kendt som en såkaldt ‘bondevin’, men rent faktisk er en eftertragtet vin, der kan konkurrere med langt dyrere flasker fra andre regioner.
Hvor bliver Primitivo dyrket?
Når du køber en flaske Primitivo, kommer den næsten altid fra det sydlige Italien, og især fra regionen Apulien – hælen på den italienske støvle. Her har det vist sig, at druen trives godt i det varme og tørre middelhavsklima, hvor lange, solrige dage og kølige nætter giver den de perfekte vækstbetingelser.
Det er især områder som Manduria og Gioia del Colle, der er kendt for deres høje kvalitet af Primitivo-vine. Primitivo di Manduria har endda sin egen DOC-klassifikation, hvilket naturligvis er med til at sætte en tyk streg under områdets store betydning.
Apuliens terroir med lerholdig jord, kalk og masser af sol er medvirkende til, at druen udvikler sin fylde, frugt og alkoholstyrke uden problemer. Her er det ikke unormalt at finde vine med 14-15 procent alkohol, men de bedste vinhuse formår at balancere styrken med finesse og syre, så den ikke føles tung.
Selvom Primitivo hovedsageligt dyrkes i Italien, er det vigtigt at nævne, at der også bliver eksperimenteret med den i andre dele af verden, herunder Australien og Argentina. Dog er det stadig Apulien, der sidder tungt på tronen som den førende region for Primitivo – både i volumen og i kvalitet.
For dig betyder det, at hvis du er på udkig efter en vin med dybde, varme og smag, så er en Primitivo fra Apulien et sikkert valg. Den egner sig rigtig godt til at blive nydt for sig selv, men bestemt også som ledsager til mad. Desuden er det muligt at finde mange gode flasker til en overkommelig pris.
Hvordan smager Primitivo-vine?
Når du tager det første snus til en Primitivo, vil du som regel blive mødt af intense aromaer af mørke bær – typisk brombær, blommer og sorte kirsebær. Der kan også være indslag af tørret frugt, herunder især svesker og figner, samt varme krydderier som kanel, lakrids og nelliker.
I nogle udgaver finder du også noter af chokolade, vanilje og kaffe, hvilket særligt kan vise sig at være tilfældet, hvis vinen har været lagret på egetræsfade. Smagen er ofte lige så kraftig som næsen lover, hvilket har været en af de primære årsager til, at disse vine er blevet mere og mere populære.
Primitivo er en vin med masser af krop, rundhed og moden frugt, der fylder hele munden. Tanninerne er typisk bløde og velintegrerede, og syren ligger i den moderate ende. Det er naturligvis en fordel, da det er med til at gøre vinen nem at drikke – endda også selvom du ikke er til de mest strukturerede vine.
Alkoholindholdet befinder sig som regel i den høje ende, men det opleves sjældent som skarpt, da både frugten og fylden balancerer det godt. Eftersmagen er lang og varm, og vinens sødmefulde frugt gør den både elsket af mange og velegnet til retter med lidt sødme eller krydderi.
En Primitivo passer perfekt til mad med saft og kraft, hvorfor den vil være oplagt at stille på bordet sammen med retter som grillet kød, pulled pork, pizza, lasagne eller pasta med tomatsovs. Den gør sig også godt til krydrede retter med barbecue eller til modne oste.
Hvis du har en tendens til gerne at ville vælge vine med charme, varme og en tilgængelig stil, så er Primitivo et rigtig godt valg for netop dig. Den taler direkte til dine sanser og leverer stor smag uden at kræve for meget af dig som vinnyder. Det er vin med kant, der egner sig til en lang række formål.
Skal jeg vælge Primitivo eller Zinfandel?
Når du står med valget mellem en flaske Primitivo og en Zinfandel, kan det være svært at afgøre, hvilken vin der passer bedst til dine smagsløg og dit formål. Selvom de to druer er genetisk identiske, har de udviklet hver deres karakter og udtryk.
For at kunne træffe det rette valg, giver det derfor god mening at overveje, hvad du egentlig leder efter i en vin. Primitivo kommer som regel fra Syditalien og byder på varme, runde smagsnoter. Du får her en vin med masser af moden, mørk frugt, blød fylde og lavt til moderat syreniveau.
Derfor er der tale om en vin, der kan bryste sig af at være et ganske oplagt valg til hyggelige aftener, retter med tomat, pizza, pasta og grillet kød. Den føles generøs og nem at gå til, hvilket også vil være tilfældet, hvis du ikke er til skarpe tanniner eller høj syre.
Zinfandel – især fra Californien – har lidt mere kant. Den kan være mere krydret, have højere syre og alkohol, og ofte en mere markant struktur. Hvis du er til vine med lidt power og kompleksitet, og du gerne vil have en vin, der kan matche krydret mad eller kraftigere retter, kan Zinfandel være et godt valg.
Dit valg afhænger af lejligheden
Skal du bruge en vin til et uformelt måltid, eller bare nyde et glas efter en lang arbejdsdag, så går du sjældent galt i byen med Primitivo. Leder du derimod efter en god vin med lidt mere personlighed og dybde, som kan imponere til middagen, så bør du prøve en Zinfandel.
Uanset hvad du vælger, får du en vin med masser af karakter. Men hvilken type karakter, det er, afhænger helt af, hvad du er mest til. Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at du vil kunne ramme plet med enten en Zinfandel eller Primitivo, uanset hvad formålet er.
