Orangevin er en gammel vintradition, der har fået nyt liv blandt moderne vinelskere i hele verden. På trods af navnet laves orangevin ikke af appelsiner, men af hvide druer, som gæres med drueskaller og kerner – ligesom det er tilfældet, når man laver rødvin.
Det giver vinen sin karakteristiske gyldne til orange farve. Samtidig er det også med til at give vinen en mere kompleks og tanninrig smagsprofil. Metoden har rødder i Georgien og har siden bredt sig til vinproducenter i hele verden.
Det er især producenter, der ønsker at eksperimentere med naturlige og håndværksprægede processer, der har taget denne type vin til sig. Har du et ønske om at blive en anelse klogere på, hvordan orangevin fremstilles, og hvad der gør den så særlig, så er du heldigvis kommet til det rette sted.
Hvad er orangevin?
Du kender sikkert rødvin, hvidvin og rosévin – men har du hørt om orangevin? Det er en vin, der adskiller sig fra de mere traditionelle vintyper i forhold til både smag og udseende. Desuden er vinen blevet populær blandt de vinelskere, der har et ønske om at prøve noget anderledes og mere naturligt.
Orangevin laves af hvide druer, men i stedet for at fjerne drueskallerne hurtigt, som man normalt gør med hvidvin, lader man dem gære sammen med mosten i længere tid. Det er den samme metode, man bruger til rødvin. Netop derfor kan man sige, at orangevin er lavet som en rødvin på hvide druer.
Når skallerne får lov at være med i processen, bidrager de med både farve, struktur og smag. Farven bliver dybere og går fra gylden til næsten ravfarvet, hvorfor vinen har fået navnet ‘orangevin’. I bund og grund kan man derfor beskrive denne type vin som en form for gæret frugtsaft.
Hvis du lod druer ligge naturligt, ville skallerne sprække, og de naturlige gærceller på overfladen ville sætte gang i gæringen helt af sig selv. Resultatet er en vin med karakter, struktur og ofte en let tannin, der gør den ideel til mad. Det er derfor et ideelt valg for dig, der er åben for at eksperimentere lidt.
Sådan laves orangevin
Når du drikker en klassisk hvidvin, er den lavet på grønne (hvide) druer, som presses med det samme efter høsten. Skallerne fjernes hurtigt, og vinen gæres udelukkende på den rene druemost. Det er naturligvis derfor, at hvidvin har en tendens til at være både lys, let og frisk i smagen.
Rødvin laves derimod på blå druer, hvor skallerne får lov at gære med mosten i en periode. Det er netop skallerne, der giver rødvinen dens farve, tanniner og mere komplekse struktur. Men hvordan laver man så orangevin, spørger du måske om?
Til dette formål bliver der faktisk brugt præcis den samme teknik som med rødvin – bare med hvide druer. I stedet for at presse druerne og fjerne skallerne med det samme, får mosten ganske enkelt bare lov til at gære sammen med skallerne, kernerne og nogle gange endda stilkene.
Det giver vinen en dybere farve, mere struktur og en anderledes smagsprofil, hvorfor orangevin naturligvis også kommer til at adskille sig en del fra helt almindelig hvidvin. Farven bliver ofte gylden, ravfarvet eller decideret orange, hvorfor du tydeligt kan se, at der er tale om en orangevin.
Denne metode giver en vin med mere bid, ofte lette tanniner og en mere kompleks aroma. Det er en vin, der både kan overraske og udfordre. Derfor skal der ikke være nogen tvivl om, at det er et perfekt valg til dig, der gerne vil udforske nye sider af vinens verden.
Hvad har farven på orangevin at sige?
Når du kigger på en orangevin, afslører farven faktisk en hel del om, hvordan vinen er lavet. Hertil er det også noget, der kan fortælle dig om, hvordan den smager. Farven afhænger af to ting: hvilken druesort der er brugt, og hvor længe vinen har haft kontakt med drueskallerne under gæringen.
Hvis vinen kun har haft kortvarig kontakt med skallen, vil farven som regel være let gylden og smagen forholdsvis mild. Dog vil den stadig have lidt mere struktur end en almindelig hvidvin, hvorfor det ikke blot vil være som en hvidvin med en lidt anderledes farve.
Men hvis skallerne får lov at gære med i flere uger eller måneder, er der garanti for at få en vin med en langt dybere og mørkere farve, der endda kan ende med at minde om kobber eller rav. I nogle tilfælde bliver farven næsten sherry-agtig, og smagen får et markant anderledes og mere intenst præg.
Jo længere tid vinen får lov til at trække med skallerne, jo kraftigere bliver både smag, aroma og mundfølelse. Det minder om, hvordan rødvin og rosévin får deres karakter. Derfor er farven ikke kun en visuel detalje, men er også noget, der kan fortælle dig noget om vinens personlighed og styrke.
For dig som vinnyder betyder det, at farven på orangevin kan give en forsmag på, hvad du kan forvente i glasset. Det er naturligvis en fordel, da du dermed lettere kan finde det rette match for dig, hvad enten du foretrækker en let og elegant eller dyb, kraftig og kompleks vin.
Hvordan smager orangevin?
Når du første gang smager en orangevin, kan det føles som en overraskelse – måske endda en mindre revolution. Smagen er nemlig i de fleste tilfælde langt fra det, du forbinder med enten en klassisk rød- eller hvidvin.
Nogle bliver vilde med orangevin fra første slurk, mens andre skal bruge lidt tid på at vænne sig til dens anderledes udtryk. Orangevin er kendt for at være kompleks, krydret og fyldig. Den har typisk hvidvinens friske syre, men også tanniner og struktur fra skallerne.
Derfor vil du opleve, at den også giver dig en let udtørrende fornemmelse i munden – noget du ellers mest oplever i rødvin. Smagen kan desuden variere ganske meget fra vin til vin, men du vil ofte finde noter af tørrede frugter, appelsinskal, blomster og nødder.
Nogle orangevine har endda toner af te, røg eller tobak. Det er en vin, der kan føles både frisk og dyb. For mange er kærligheden til orangevin noget, der kommer stille og roligt. Det er en vin, du har brug for at lære at forstå med tiden – og jo mere du smager, desto mere opdager du dens mangfoldighed.
Overvej at deltage i en smagning med orangevin, hvor du får mulighed for at prøve flere stilarter uden at købe hele flasker. Det kan være starten på en helt ny vinoplevelse, du ikke vidste, at du var gået glip af. Ligeledes bliver det markant lettere for dig at finde en god orangevin, der falder i din smag.
Hvordan bør man drikke orangevin?
Orangevin er en vin, der fortjener opmærksomhed – både når det gælder servering og mad. For at få mest muligt ud af den, bør du nyde den let afkølet – typisk ved en temperatur mellem 10 og 16 grader. Det afhænger af vinens stil og intensitet, men som tommelfingerregel gælder: jo lettere vinen er, jo køligere kan den drikkes.
Har du ikke et vinkøleskab, er det helt fint, da du blot kan vælge at lægge flasken i køleskabet og tage den ud 15-20 minutter før servering. På den måde er du sikker på, at den opnår den rette temperatur og udvikler mere af sin karakter, mens du nyder den.
Orangevin kan sagtens nydes for sig selv, men den egner sig også rigtig godt til mad. Den lidt tørre struktur og komplekse smag er naturligvis med til at gøre, at den er velegnet til en lang række af de retter, hvor almindelig hvidvin måske bliver en anelse for let.
Du kan med fordel prøve den med lyst kød som kylling eller svinekød, milde oste, fisk eller grillede grøntsager. Den kan også være spændende sammen med krydrede vegetarretter. Sørg dog for at give den plads, den rette temperatur og eventuelt lidt mad – så får du virkelig det bedste frem i vinen.
Er orangevin og naturvin det samme?
Du har måske hørt orangevin og naturvin nævnt i samme åndedrag – og det er ikke helt tilfældigt, at det forholder sig på denne måde. De to typer vin overlapper ofte, men de er ikke nødvendigvis det samme. Derfor er det en misforståelse, hvis du tror, at der ikke er nogen forskel på en orange- og naturvin.
Orangevin henviser til, hvordan vinen er lavet: nemlig som en rødvin, men med hvide druer. Her får druemosten lov til at gære med skaller, kerner og stilke, hvilket giver farve, smag og struktur. Det giver samtidig vinen naturlig beskyttelse, da skallerne indeholder stoffer med konserverende egenskaber.
Netop derfor kan orangevin ofte fremstilles med lidt eller ingen tilsætning af sulfitter, hvilket ellers bruges i konventionel vin til at beskytte mod iltning og forlænge holdbarheden. Når vinen laves uden tilsætningsstoffer og med så lidt indgriben som muligt, kan den betegnes som naturvin.
Og i praksis er mange orangevine netop produceret efter principperne for naturvin. Men det gælder ikke for dem alle, og derfor er det heller ikke helt det samme. Dog kan du finde orangevine, der er økologiske, konventionelle eller certificerede som naturvine. Det afhænger af producentens valg.
Så nej – orangevin og naturvin er ikke nødvendigvis det samme. Men de deler ofte både tankegang og udtryk. Derfor er det også meget normalt, at du finder dem side om side hos vinbutikker og forhandlere på nettet.
Hvor laves orangevin?
Orangevin bliver i dag produceret mange steder i verden, men metoden har rødder i Georgien, hvor man har lavet vin med skalkontakt på hvide druer i tusindvis af år. Her blev vinen gæret og lagret i store lerkrukker – en tradition, der stadig holdes i live og som har inspireret vinmagere i hele verden.
I dag finder du orangevin fra en lang række klassiske vinlande som Italien, Frankrig og Spanien, men bestemt også fra nogle af de mere moderne og eksperimenterende vinområder, hvilket omfatter både Slovenien, Østrig og USA.
I Italien er det især i Friuli og Toscana, at vinbønder arbejder med orangevin, hvilket ofte sker i kombination med reglerne og principperne for naturvin. Slovenien, der grænser op til Friuli, har også en stærk tradition for dette og betragtes som et af de mest toneangivende lande på området.
Selv i Danmark begynder nogle producenter at eksperimentere med orangevin, da klimaet og druesorterne egner sig til mere strukturerede og syreholdige vine. Det er dog endnu ikke muligt at finde dansk naturvin i et helt så stort omfang, som du kan fra mange andre europæiske lande.
Du behøver dog ikke længere at kigge i retning af Georgien for at finde orangevin, som det var tilfældet før i tiden. Derimod laves den i dag på vingårde over hele verden, og det er netop mangfoldigheden i stil, druer og traditioner, der har været med til at gøre orangevin til en spændende og alsidig oplevelse.
