Når du læser om tyske vine, er der en god chance for at støde på ordet Kabinett. Men hvad betyder det egentlig? Kabinett er en kvalitetsbetegnelse, der bruges som en del af det tyske vinlovssystem, hvor den bruges til at beskrive vine, der er lavet af fuldmodne druer med et naturligt lavt sukkerindhold.
Det er den letteste og mest elegante kategori inden for de såkaldte Prädikatsweine, som er vine uden tilsætning af sukker. I denne artikel forklarer vi, hvad Kabinett dækker over, hvordan vinene smager, og hvad du kan bruge dem til. Du får derfor alt at vide, som du har brug for at vide om Kabinett-vine.
Hvad er Kabinett?
Kabinett er – som nævnt herover – en officiel kvalitetsbetegnelse i det tyske vinlovssystem og markerer det første niveau i rækken af de seks Prädikatsweine. Det er en særlig kategori, der udelukkende dækker over vine uden tilsat sukker.
Når du vælger en Kabinett-vin fra Tyskland, er du sikker på at få en vin lavet af fuldmodne druer, der bliver høstet tidligt og byder på et lavt naturligt sukkerindhold. For at opnå klassifikationen skal druerne have en skalvægt på mindst 67-82 grader Oechsle, afhængigt af hvor i landet de dyrkes.
Kabinett-vine er kendt for at rent smagsmæssigt at spænde fra at være helt tørre til halvsøde, og de byder som regel også på en frisk syre, lav alkoholprocent og en elegant stil. De er derfor ideelle, hvis du har det bedst med at drikke vine, der er både frugtige, velbalancerede og ikke for tunge.
I Østrig bruges betegnelsen Kabinett også, men det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er en del af Prädikatswein-systemet i dette land. Det er dog et krav, at en østrigsk Kabinett-vin bliver lavet på druer med en skalvægt på minimum 17 grader KMW, og at vinen altid skal være tør.
Uanset om du vælger tysk eller østrigsk Kabinett, får du en vin, der lægger vægt på finesse og balance. Derfor bør der ikke herske tvivl om, at det er et ideelt valg for dig, der foretrækker en ren og præcis vinoplevelse.
Hvordan smager Kabinett-vine?
Kabinett-vine er kendt for at byde på en både let, elegant og frisk smagsprofil. Når du smager en Kabinett-vin, vil du som regel opleve en vin med en fin balance mellem frugtighed og syre, hvilket gør dem særligt velegnede til dig, der foretrækker vine, der hverken er for tunge eller alkoholrige.
De tørre udgaver har typisk en klar syre og mineralsk karakter, der i mange tilfælde vil være ledsaget af citrusnoter, grønne æbler eller hvide blomster. Halvsøde varianter har en tendens til at byde på smag af fersken, modne æbler og honning – stadig med en frisk syre, der formår at holde sødmen godt i skak.
Kabinett-vine er ofte lavet på Riesling-druen, som især er kendt for at trives godt i det kølige tyske klima og bidrager med stor aromatisk kompleksitet. Resultatet er en vin, der både er let at drikke og spændende at udforske – og som du samtidig vil kunne bruge til en lang række formål.
Uanset om du vælger en tør eller halvsød udgave, er du naturligvis sikker på at få en vin med finesse og en tydelig frugtkarakter. Hvis det lyder til at være noget for dig, så skal du selvsagt ikke tøve med at investere i en sådan vin fra enten Tyskland eller Østrig.
Kabinett og mad: Hvad egner disse vine sig til?
Kabinett-vine er utroligt alsidige, når det kommer til mad, og du kan nemt finde en stil, der passer til en lang række forskellige retter. Hvis du vælger en tør Kabinett, vil den dog være særligt god sammen med lette fiskeretter, skaldyr, sushi eller retter med friske grøntsager.
Det handler primært om, at den byder på en sprød syre og et lavt alkoholindhold, hvilket gør vinen ideel til delikate smage, hvor du ikke ønsker at komme til at overdøve maden. De halvsøde Kabinett-vine er også gode til mad, men de egner sig særligt godt til lidt mere krydrede retter.
En sådan vin vil f.eks. være et godt valg til asiatisk mad med lidt chili, indiske karryretter eller retter med sødmefulde elementer som mango eller kokos. Her spiller vinens lette restsukker og syre op mod krydderierne, hvorfor det er med til at give en mere balanceret smagsoplevelse.
Du kan også servere en halvsød Kabinett til milde oste, paté eller lette desserter med frugt, hvor sødmen i maden ikke må overdøve vinens finesse. I og med, at Kabinett-vine er så lette og harmoniske, fungerer de godt som både sammen med mad og som et køligt glas på terrassen.
Uanset om du skal lave mad til gæster eller bare har et ønske om at forkæle dig selv, er Kabinett et elegant valg, der gør det nemt at tilføje friskhed og balance til måltidet.
Hvilke producenter af Kabinett-vine er de mest velkendte?
Hvis du vil smage Kabinett-vine fra nogle af de mest anerkendte producenter, er det især Tyskland, du skal kigge mod. Her har nogle vinproducenter opnået stor international anerkendelse for netop deres Kabinett-vine. Det er især vine, der er lavet på Riesling-druen, der har høstet mest anerkendelse.
Navne som Joh. Jos. Prüm, Egon Müller og Dr. Loosen er blandt de mest respekterede producenter. Det gælder især fra områderne Mosel og Saar, hvor klima og jordbund giver ideelle betingelser for at skabe lette, elegante og mineralske vine.
Disse producenter er kendt for at lave Kabinett-vine, der både er friske i deres ungdom, men samtidig har en god evne til at udvikle kompleksitet ved lagring. Det er dog vigtigt at nævne, at du også finder fremragende Kabinett-vine fra producenter i Rheingau, Nahe og Pfalz.
Her vil det være en god idé at kigge efter navne som Robert Weil, Dönnhoff og Bassermann-Jordan, som hver især leverer vine med deres egen stil og udtryk. Vil du være sikker på at finde en Kabinett-vin, som forener tradition, håndværk og kvalitet, er det en god idé at starte med disse huse.
De er nemme at finde hos specialbutikker og vinhandlere på nettet. Den mest markante fordel ved at vælge en vin fra en af disse producenter er, at de giver dig et godt indtryk af, hvad denne delikate vintype har at byde på.
Er Kabinett-vine lagringsværdige?
Kabinett-vine kan i høj grad vise sig at være lagringsværdige, men det er dog ikke dem alle, der kan bryste sig af dette. Det er især de af vinene, der er lavet på Riesling-druen, som har et naturligt højt syreindhold og derfor også bryster sig af at have en stor evne til at udvikle sig positivt over tid.
Når du køber en Kabinett af høj kvalitet, vil den ofte smage frisk, sprød og frugtig i sin ungdom. Har du tålmodighed til det, vil nogle år på flaske bestemt også kunne gøre gavn for den. I et sådant tilfælde vil smagsprofilen ændre sig og få mere dybde og kompleksitet.
Efter 5-10 år kan du opleve, at vinen udvikler noter af honning, tørret frugt og petrol (olieagtig duft), som alle er meget typiske kendetegn for en lagret Riesling. Dette gør sig gældende for både de tørre og halvsøde Kabinett-vine, selvom de sødmefulde har en tendens til at klare lagringen bedst.
Vil du lagre Kabinett-vin, er det vigtigt, at du opbevarer den mørkt, køligt og stabilt. De skal helst opbevares ved en temperatur på omkring 10-12 grader. Dermed vil du kunne nyde, hvordan vinens karakter forfines med tiden, og få en endnu rigere smagsoplevelse, når flasken endelig bliver åbnet.
