Når du står foran vinreolen i butikken og ser ord som naturvin, økologisk vin og biodynamisk vin, kan det hurtigt blive forvirrende. Hvad betyder det egentlig? Og er der en reel forskel? Ja, det er der – både i når det kommer til produktion, filosofi og smag. 

Naturvin og økologisk vin har nogle fællestræk, men adskiller sig også på en række punkter. I denne artikel kan du læse om, hvad der kendetegner hver type vin, og hvad du skal kigge efter, hvis du gerne vil vælge en vin med mindre indblanding fra producenten og større fokus på naturlighed og bæredygtighed.

Hvad er økologisk vin?

Når du vælger en økologisk vin, er der ikke tale om en helt almindelig flaske vin. Derimod vælger du her en vin, der er baseret på en særlig produktionsform med fokus på miljø, sundhed og respekt for naturens balance.

Men hvad vil det egentlig sige, at en vin er økologisk? Det handler både om, hvordan druerne dyrkes i marken, og hvilke tilsætningsstoffer der må bruges i vineriet. F.eks. er det ikke tilladt at bruge syntetiske sprøjtemidler, kunstgødning eller genmodificerede organismer til at lave økologisk vin,

I stedet skal der arbejdes med naturlige løsninger som kompost, plantedække og biologisk skadedyrsbekæmpelse. For dig som forbruger betyder dette, at du ender med at fåe n vin, hvor druerne er dyrket uden brug af kemikalier, der kan belaste miljøet og jordens naturlige mikroliv.

Strenge krav i vinkælderen

Det stopper ikke i marken, for når druerne først er høstet, fortsætter økologien i kælderen. Her er det kun tilladt at bruge et begrænset antal tilsætningsstoffer, hvorfor det er noget, som du vil finde i et langt mindre omfang end i konventionel vin.

For eksempel må der bruges svovl (sulfitter) til konservering, men kun i meget lavere doser. Det sikrer en vin, der stadig kan holde sig, men som er mere skånsom for både dig og miljøet. For at en vin må kalde sig økologisk, skal den desuden være certificeret, hvorfor det ikke er op til producenten selv.

Det betyder derimod, at producenten bliver kontrolleret af en uvildig instans og skal leve op til EU’s krav for økologisk vinproduktion. Du kan typisk genkende en økologisk vin på det grønne EU-blad på etiketten, hvorfor det som sådan ikke er svært at finde frem til en økologisk vin.

Ved at vælge økologisk vin tager du aktivt stilling til, hvordan din vin bliver til. Du støtter vinbønder, der arbejder med naturen i stedet for imod den, og du kan nyde din vin med god samvittighed. Samtidig er det også et ideelt valg for dig, der helst vil være sikker på, at din vin ikke indeholder tilsætningsstoffer.

Hvad er biodynamisk vin?

Når du vælger en biodynamisk vin, går du et skridt videre end at vælge en økologisk vin. Det handler ikke bare om at undgå sprøjtemidler og kunstgødning, men derimod handler det i højere grad om at se vinmarken som et levende og selvstændigt økosystem, hvor alt hænger sammen.

Filosofien bygger på Rudolf Steiners idéer og er både praktisk og spirituel i sit udgangspunkt. Og det mærker du ofte i både smag og karakter. Biodynamisk vinavl er nemlig kendetegnet ved, at hver enkelt vinbonde arbejder med naturens rytmer og kræfter.

Månekalenderen spiller en vigtig rolle, og der tages hensyn til tidevand, stjernebilleder og jordens energier. De høster måske, når månen står rigtigt, og de sprøjter ikke med kemi – men i stedet med naturlige præparater lavet af urter, mineraler og kompost.

Markerne behandles som levende organismer, og formålet er at skabe balance og vitalitet i både jord og planter. Derfor skal der naturligvis ikke herske nogen tvivl om, at der er visse forskelle mellem økologisk og biodynamisk vin.

Mere end økologi

Selvom biodynamisk vin er økologisk i praksis, er der her taget et skridt videre. Det handler om at give mere tilbage til jorden, end du tager. Biodynamik handler også om håndværk, hvilket kommer til udtryk ved, at producenterne går op i at være tæt på druerne, naturen og vinens udvikling.

Mange producenter arbejder også med et særligt højt fokus lav intervention i kælderen og bruger som regel hverken gærtilsætning, klaring eller filtrering. Vinen får derimod lov at udvikle sig naturligt, hvilket er med til at sikre, at vinen ender med at få en både dybere og mere kompleks karakter.

Biodynamiske vine kan certificeres gennem organisationer som Demeter eller Biodyvin. Det sikrer, at der er styr på processerne hele vejen fra mark til flaske. For dig som forbruger betyder det, at du kan stole på, at vinen er lavet efter helt specifikke principper, hvor respekt for natur, jord og håndværk er i fokus.

Når du drikker biodynamisk vin, kan du ofte fornemme en særlig livlighed og energi. Det er vin med kant, dybde og personlighed, som er lavet med respekt for naturens rytme og uden kunstige midler. Du får ikke bare en vin, men et ægte udtryk for jord, klima og menneskelig indsats i harmoni.

Hvad er naturvin?

Naturvin er en vin, der skiller sig ud fra mange af de andre vine på markedet. Det gør den nemlig både i forhold til smag, produktion og filosofi. Når du vælger naturvin, vælger du i virkeligheden en tilgang til vin, hvor der gribes så lidt som muligt ind i processen fra drue til flaske.

Det handler om at lade naturen tale for sig selv – uden kemi, uden manipulation og uden unødige tekniske hjælpemidler. Af denne grund er det også vigtigt at slå fast, at en naturvin ikke er noget for alle. På den anden side er det helt bestemt noget, som alle bør give en chance.

I naturvin bliver druerne dyrket økologisk eller biodynamisk, og der bruges ikke pesticider, kunstgødning eller syntetiske sprøjtemidler. Men produktionen af naturvin går faktisk en smule længere end det. Under selve vinificeringen tilsættes der typisk ingen eller meget lidt svovl.

Der bruges ikke kunstig gær, og vinen får lov til at gære spontant – det vil sige med de naturlige gærceller, der findes på druerne og i vinkælderen.

Du vil ofte opleve, at naturvine hverken bliver filtreret eller klaret. Det betyder, at de kan fremstå uklare, og at der kan være bundfald i flasken. Men det er ikke et tegn på fejl. Det er derimod en del af charmen og det naturlige udtryk, som mange de seneste år har lært at sætte stor pris på.

Smagen er levende og uforudsigelig

Når du drikker naturvin, kan du forvente en vin med karakter, energi og kant. Smagen er ofte mere levende og nogle gange lettere funky, end hvad du måske er vant til fra konventionelle vine. Som der også er givet udtryk for tidligere, er der derfor ikke tale om en vin, der falder i alles smag.

Der kan være tydelige noter af vilde bær, urter, gær og syrlige frugter, og du vil opleve, at vinen udvikler sig i glasset. Naturvin er ikke altid for nybegynderen, men har du mod på at udfordre dine smagsløg, venter der sig en helt ny verden for dig.

Naturvin er ikke bare en lækker drik, men også et bevidst valg. Du støtter små vinbønder, der arbejder håndværksmæssigt og med respekt for miljøet. Du får en vin, der er ærlig, uforudsigelig og helt unik. For naturvin handler om tillid til naturen, til processen og til smagen.

Hvor adskiller naturvin, økologisk vin og biodynamisk vin sig?

Når du står over for valget mellem naturvin, økologisk vin og biodynamisk vin, kan det være svært at kende forskel. De tre begreber bliver ofte brugt i flæng, men faktisk adskiller de sig på flere punkter. Her kan du læse om, hvad der konkret adskiller de tre typer af vin fra hinanden.

Økologisk vin

Økologisk vin er lavet af druer, der dyrkes uden brug af kunstgødning, pesticider eller syntetiske sprøjtemidler. Det handler først og fremmest om at beskytte miljøet og sikre sunde druer – præcis som du kender det for andre former for økologisk dyrkning.

I vinkælderen må der gerne bruges kontrollerede mængder af tilsætningsstoffer, hvilket blandt andet gælder for svovl (også kendt som sulfitter). Desuden er det også tilladt at filtrere, klare og stabilisere vinen. Økologisk vin er certificeret og skal overholde en række specifikke EU-regler.

Hvis du vælger økologisk vin, får du en vin, hvor der er taget hensyn til miljøet i marken. Til gengæld er der også tale om en vin, hvor producenten stadig har en vis frihed i vinfremstillingen, hvilket ikke er tilfældet for hverken naturvin eller biodynamisk vin.

Biodynamisk vin

Biodynamisk vin går skridtet videre end økologisk. Her dyrkes druerne ikke bare uden kemi, men også efter en holistisk filosofi, der ser vinmarken som et levende kredsløb. Man følger naturens rytmer, f.eks. månens cyklus, og bruger en række naturlige præparater til jord og planter.

I kælderen gælder de samme regler som ved økologisk vin, men biodynamiske producenter går ofte længere og minimerer brugen af tilsætningsstoffer. Biodynamisk vin skal certificeres af f.eks. Demeter eller Biodyvin, hvorfor du kan holde øje med deres mærker på flasken.

Naturvin

Naturvin er den mindst regulerede af de tre. Her er der ingen officiel certificering, som du kan holde øje med, hvis du har et ønske om at finde en naturvin. Det ændrer dog ikke på, at filosofien er klar for disse vine: intet unødvendigt indgreb.

Druerne er som regel økologiske eller biodynamiske, men i kælderen sker der så lidt som muligt. Der bruges hverken kunstgær, klaring, filtrering eller tilsætningsstoffer – og kun minimale mængder svovl. I nogle tilfælde vælger producenterne endda helt at undgå at tilsætte svovl.

Naturvin er ofte mere uklar, levende og uforudsigelig, men netop det gør den til noget helt særligt. Hvis du har sat dig for at finde en vin med personlighed og karakter, vil det derfor være oplagt at have en naturvin med i dine overvejelser.

Andre artikler